
Realdanias undersøgelse fra foråret 2025 om danskernes livskvalitet konkluderer, at livskvaliteten er højest i Danmarks yderområder. Det vækker genklang hos forfatter Mette Bærbach Bas, der bor på en ø, hvor man sjældent skænker hovedstaden en tanke. Hun har skrevet dette tekstbillede på livskvalitet i yderområderne. Det handler om byfester.
I min barndoms landsby var der byfest hver sommer. Sådan husker jeg det i hvert fald. Fra den ene dag til den anden forvandlede pladsen foran forsamlingshuset sig fra kedelig grå asfalt til et farverigt virvar af boder og mennesker. Særligt husker jeg fiskedammen, hvor man kunne være heldig at fange en knaldrød Coca Cola-yoyo. Der var også et øltelt, men der kunne jeg ikke lide at være. Det lugtede lummert, og der sad kun kedelige voksne derinde.
Til gengæld var der gang i den på den anden side af gaden. Ovre på skolens sportsbane var der nemlig ringridningsstævne. Her red byens hestepiger og -drenge i trav og galop på overdådigt pyntede heste og forsøgte med et lille svært at ramme en ring, der hang i en galge. Jeg husker ikke, hvad præmien var for at fange ringen, men jeg husker optoget gennem byen. Rytterne red forrest, og bagefter gik byens børnefamilier skubbende barnevogne pyntet med blomster, bånd og bamser, som kunne enhver landevejsridder til at skæve misundeligt. Jeg red på min fars skulder.
Nu er jeg en af de voksne, og ølteltet er stadig lummert og lugtende. Men det generer mig ikke længere. Jeg er til det lokale traktortræk, og hestekræfterne tordner derudaf på banen ved siden af et enormt øltelt. Det er stadig tidligt på aftenen, for de sjove maskiner, dem med lys og røg, er endnu ikke kommet på banen. Selvom det er de lette serier, når mange et ”full pull” og går videre i konkurrencen.
Ikke meget har ændret sig ved byfestfænomenet de sidste 30 år. Det er stadig folk fra ens lokalområde, der mødes for at hygge sig. Det nye er blot, at der foruden opslagstavlerne ved købmanden nu også lægges en invitation ud i elektronisk format i den lokale FB-gruppe. Invitationen skrives i Word, pyntes med clipart, og der er knald på farverne. Billedet gemmes som et skærmklip. Man kan måske se båndet med menuer i Word, som er kommet med på skærmklippet. Det gør ikke noget.
I ølteltet kan man vælge mellem Øl og Vand og Pølser med brød. Borgerforeningen har købt stort ind i Tyskland. Der er intet økologisk mikrobryggeri, ingen vegansk valgmulighed. Der er det, der er. Vi er dem, vi er. Det er meget nemmere på den måde.
I teltet kigger jeg på de unge Generation Z’ere – pigerne er klædt i lyse, højtaljede cowboybukser med vide ben, dagmarkors om halsen og lange negle kunstfærdigt lakeret i snirklede mønstre, mens drengene har mørke arbejdsjakker på og kasket med firmalogo fra lokale håndværkere og en øl i hånden. Jeg lader mig inspirere af stilen. Næste gang vil jeg også være bedre klædt – enten i en Mollerup Mølle-kasket eller en t-shirt fra ornestationen med deres fantastiske slogan: Vi gi’r en hånd med.
Jeg lader blikket glide ud over menneskehavet og nyder det hele. Nostalgien. Det ægte. Det kitsche. Der er markedsstemning i teltet. Højttalerne spiller sange om himmelhunden, den lille båd, der gynger, og den knaldrøde gummibåd. Jeg drikker min øl, og livet er nemt og trygt. Ligesom da jeg var lille.
Måske er det den samme længsel efter nostalgisk tryghed, som har fået de unge piger til at finde deres dagmarkors frem fra skrinet med dåbsgaver og hænge det om halsen – som en værdierklæring frem for et fashion statement. Vi er det, vi kommer fra.
I morgen er der ansigtsmaling og kæphestestævne i teltet. Byfesten vil skabe nye minder for nye børn. Gad vide om børnene egentlig ved, hvor heldige de er.
Læs mere om Realdanias undersøgelse: Vores livskvalitet

Mette Bærbach Bas er idéhistoriker.
Hun er ekspert i kulturmøder og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.
Mette er desuden en populær foredragsholder og besøger skoler, foreninger og virksomheder, hvor hun fortæller om dansk kultur, kulturmøder og det gode liv på landet.
Læs mere om Mette Bærbach Bas.