I denne uge fik vi bekræftet endnu en førsteplads. Foruden alt det andet, der skiller os danskere ud fra resten af verdens lande, er vi også er det land, hvor der er flest, der køber økologisk pr. indbygger. Det fortæller en ny rapport fra det schweiziske forskningscenter Fibl. Rapporten blev offentliggjort i onsdags i forbindelse med verdens største økologimesse, der blev afholdt i Nürnberg, Tyskland.
Økologi er bestemt ikke det eneste område, hvor vi ligger i toppen. Der er en lang række samfundsforhold, hvor danskerne har sikret sig en placering enten blandt eller meget tæt på den øverste top 3. Derfor er det min påstand, at dansk kultur er ekstrem, og i denne klumme vil jeg argumentere for hvordan.
Når jeg bruger ordret ekstrem, skal det ikke opfattes som en udskamning af dansk kultur. Begrebet dækker over noget, der ligger i den yderste ende af en skala, altså en yderlighed. Og hvad er mere yderligt end at ligge i toppen blandt alle verdens lande på en snes centrale samfundsparametre, hvis ikke flere?
Idet vi danskere adskiller os fra de fleste andre kulturer på en række særlige områder, betyder det også, at vi vil møde kultursammenstød netop på de områder, hvor vi er at finde helt øverst på indekset. Her vil forskellen mellem os og de fleste andre lande ganske naturligt være størst. Derfor er det også min påstand, at vores danske ekstreme kultur spænder ben for det positive kulturmøde. Sagen er jo den, at når du befinder dig i den ekstreme ende, er der langt tilbage til midten og endnu længere hen til den anden ekstreme ende.
Vi er blandt de mest lykkelige, mest rige, mest trygge, mest sikre, mest lige, mest tillidsfulde nationer på planeten. Det viser, at der er en hel del, som Danmark udmærker sig med, og hvor danskerne har været i stand til noget, som de fleste andre lande i verden stadig ikke magter.
For eksempel kan du her se, hvordan danskerne er placeret på World Happiness Index. Danskerne blev i 2012 kåret af FN som verdens lykkeligste folk. Siden da er vi blevet hædret med førstepladsen yderligere 2 gange, og de andre gange har vi ligget blandt top 3 på listen. Hvis du vil læse mere om, hvordan det hænger sammen, kan du finde et bud på en forklaring i en af mine tidligere klummer: Derfor er danskerne lykkelige.
I følge FN er tillid og lighed de vigtigste faktorer, for en nations oplevede lykke. Det hænger rigtig godt sammen med Danmarks præstationer på det område. Vi ligger nummer 7 blandt OECD-landene, hvad angår lighed i indkomst, og nr. 4 hvad angår lighed mellem kønnene. Dermed ikke sagt, at der ikke er ulighed i Danmark, for det er der. Uligheden er bare langt mindre, end i de fleste andre lande i verden.
Forklaringen på Danmarks fremgang på disse parametre skal findes dels i velfærdsstaten og dels i vores homogene samfund. Min egen generation (jeg er fra 1981) samt generationen før og efter mig er vokset op under meget privilegerede forhold: Vi har ret til SU, lægehjælp, retssikkerhed, sociale ydelser og meget mere, som rigtig mange af de nationer, vi deler klode med, misunder os. Alle disse fordele har betydet, at vi overordnet set har en dyb tillid til, at vi kan få hjælp, hvis noget går galt. Det samme gælder tilliden til andre. Antropologer har påvist, at mennesker har tillid til dem, der ligner dem selv. Det hænger rigtig fint sammen med, at Danmark er et af de mest homogene folk i verden med kun ca. 10 % indvandring.
Vi har også noget at have tilliden i. Statistisk set oplever vi nemlig uhyre sjældent, at vores retfærdighed krænkes. Det illustreres blandt andet af vores gentagne placering som det land i verden med mindst korruption. Vi ligger igen nummer et på Transparency Internationals årlige liste for 2018. Placeringen er et udtryk for, hvor korrupt vores lands myndigheder og politikere opfattes.
Jeg må dog bemærke, at begivenhederne med hvidvask, skattesvig og svindel i 2018 muligvis vil afspejle sig på korruptionsindekset i 2019. Det er dog ikke sikkert, for her er der tale om nogle meget grelle undtagelser, der sandsynligvis ikke vil ændre fundamentalt på, hvordan vores offentlige sektor opfattes.
Danmark er blandt de mest sikre nationer målt på et relativt fravær af krig, korruption og klimatrusler. Det giver os en stor oplevelse af tryghed og tro på, at dagen i dag vil ligne dagen i morgen. Selv ved et regeringsskifte vil de færreste af os opleve store omvæltninger i vores hverdag.
Måske føles det ikke sådan til hverdag, men denne trygge, tillidsfulde og lykkelige tilværelse er et privilegium. Det bliver vi klar over, når vi interagerer med andre kulturer. Jeg opdagede det selv, da jeg som ung arbejdede som frivillig på et børnehjem i Rusland. Kort fortalt gav min åbne og tillidsfulde tilgang til kollegerne og chefen på børnehjemmet ikke de resultater, jeg ønskede, fordi jeg ikke blev taget alvorligt.
Når vi er vokset op i et land og en kultur, som f.eks. er fri for korruption, så er vi ikke nødvendigvis trænede til at se os grundigt for, når vi skal indgå forretningssamarbejder på tværs af landegrænser. Vores høje tillid er en hæmsko, når vi bevæger os uden for Danmarks grænser. I min egenskab af kulturtræner, hører jeg, hvordan danskere gang på gang kaldes naive og godtroende. Det sker desværre alt for ofte, at vi ikke sørger for at få en advokat ind over kontrakterne, med store tab til følge. Her kan vi tale om, at vores privilegerede kultur spænder ben for forretningen.
Vi behøver faktisk slet ikke gå ud over landegrænserne. Herhjemme påvirkes mødet mellem danskere og udlændinge også af danskernes privilegerede opvækst. Udlændinge i Danmark finder os svære at komme ind på livet af, og vi opfattes som reserverede. Helst ingen smalltalk ved busstoppestedet, hvis vi ikke kender hinanden, og da slet ikke et smil til en fremmed i supermarkedet. Det er ikke, fordi vi er dårlige eller indskrænkede mennesker. Vi har bare historisk set ikke haft så stort et behov for at være imødekommende. Vores velfærdsstat tager sig af os, og derfor behøver vi ikke øge vores sociale kapital ved at være åbne over for fremmede.
Jeg tænker nogle gange på Danmark som den smukke, dygtige og populære pige i klassen, som altid beundres og aldrig afvises – men kun inden for klassens og skolegårdens trygge rammer. Hvis hun pludselig skal klare sig udenfor den kendte verden, er hun nødt til at lære nogle nye kompetencer i en fart. Det samme kan man sige om de ekstreme danskere. Og så det er jo klart en fordel, at vi er klar over, hvordan vores fortrin begrænser os.
Denne klumme er udgivet i samarbejde med POV International.
Mette Bærbach Bas er idéhistoriker med ekspertise i russisk kultur.
Hun er ekspert i kulturmødet og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.
Mette er desuden en populær foredragsholder og besøger skoler, foreninger og virksomheder, hvor hun fortæller om dansk kultur, kulturmøder og det gode liv på landet.
Læs mere om Mette Bærbach Bas.
