Kulturlandsbyen af Jens Smærup Sørensen udgjorde min ferielæsning på vores sommertur til Frankrig. Som hjemmehørende på Mors og på ferie i Frankrig var det som at være trådt direkte ind i handlingen. Denne tur er det nærmeste, jeg er kommet på et friktionsløst kulturmøde. Jeg glider ind i den franske kultur, som var den skabt til mig. Det har jeg her forsøgt at nedfælde i dette tekstbillede.
Hovedpersonen er stukket af til Paris med pengekassen til et kulturprojekt i den fiktive landsby Vindbjerg på Mors. Jeg er stukket af til en lille ferieby i Normandiet med mand og børn.
Om morgenen går børnene til bageren og køber « trois pains au chocolat et quatre croissants, s’il vous plaît » og forfiner vores morgen gennem deres valg.
Hvor jeg som teenager forsøgte at forstå de franske eksistentialisters tanke om, at mennesket ikke er et produkt af arv eller miljø, men skaber sig selv gennem sine valg, fortaber jeg mig nu som midaldrende i Jens Smærup Sørensens satiriske gengivelser af fabulerende monologer forklædt som dialoger, som hovedpersonen gang på gang fanges i, og som gør ham til en tavs og handlingslammet tilhører.
Hovedpersonen betragter, lytter, finder sig i at blive talt på, og han tages til gidsel af andres drømme og forestillinger, indtil han træffer et valg – han snupper Kulturlandsbyens projektpenge. Han skaber sit selv. Men kun for en stund. Vanen indhenter ham.
Imens graver min datter et enormt hul på standen.
Bogens handling skifter mellem det fiktive Vindbjerg på Mors og en tabac-bar i Paris. Grænserne flyder ud, og jeg skifter i tankerne mellem mit eget Mollerup på Mors og vores nordfranske feriebys tabac-bar, hvor min mand og jeg får en forfriskning. Vi har handlet lidt ind, og efter en pludselig indskydelse sætter vi os ved nogle caféborde på fortorvet, stiller indkøbsposerne og bestiller « un verre de vin blanc, s’il vous plaît » og så er det, jeg mærker synkroniciteten snige sig ind på os.
På stranden graver min datter videre på hullet.
I Kulturlandsbyen Vindbjerg mangler de en million kroner, som byens præst har ansøgt om og fået tildelt, og som hovedpersonen er stukket af med. Han sidder nu på en tabac-bar i Paris. Ind og ud ad denne bar træder lokalområdets hoved- og bipersoner. Ligesom os her i feriebyen er de stoppet op på vej et sted hen for at nyde et glas vin og en uforpligtende samtale med en af nabolagets velkendte ansigter.
Jeg tænker på lignende udvekslinger hjemme på Mors. Som når jeg støder på naboen til bygningen, hvor jeg har mit kontor. Hun er en lille, skrøbelig og imødekommende dame, der standser op for at snakke, hver eneste gang hun ser mig. “Du er altid så flittig. Nu sidder hun og arbejder igen, siger jeg til min mand. Hun skriver nok på en ny bog.” Jeg svarer altid med en venlig bemærkning og tænker, at det er rart at være lagt mærke til, at blive registreret.
Tilsvarende udvekslinger – registreringer – sker ved disken og de små caféborde i vores feriebys tabac-bar såvel som i Jens Smærup Sørensens fiktive univers, og det hele flyder sammen, mens vi går tilbage til stranden.
Hullet i sandet er gravet færdigt. “Solvejs badehul” står skrevet med strandsten. Vi gør klar til picnic i den nyanlagte strandfacilitet, mens jeg funderer over, hvad der mon vil ske med Kulturlandsbyen på de sidste sider, der endnu har til gode at blive vendt.
Mette Bærbach Bas er idéhistoriker.
Hun er ekspert i kulturmøder og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.
Mette er desuden en populær foredragsholder og besøger skoler, foreninger og virksomheder, hvor hun fortæller om dansk kultur, kulturmøder og det gode liv på landet.
Læs mere om Mette Bærbach Bas.
