Podcast

Bærbar Visdom

Lyt til Bærbar Visdom på iTunes

Vært: Mette Bærbach Bas

I podcasten du høre et udvalg af mine klummer, artikler og debatindlæg. Temaet er dansk kultur og kulturmøder. Podcasten er til dig, der er nysgerrig på din egen og andre kulturer. Måske bor eller arbejder du sammen med folk fra andre lande. Måske søger du viden og redskaber til at begå dig mere gnidningsfrit med udlændinge. Mine ord og tekster tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed – og forhåbentlig også nysgerrighed.

Jeg har i mange år arbejdet som kulturformidler med særligt fokus på Rusland. Jeg har taget tolkekursus, er freelance oversætter og arbejder således til daglig med at hjælpe mennesker fra forskellige lande til at forstå hinanden. Jeg er gift med Cem, som er tyrker. I 2020 flyttede jeg fra storbyen til en ø og har skullet integrere mig i øsamfundet. Kulturmøder har med andre ord været en stor del af mit liv, både privat og arbejdsmæssigt. I mine tekster trækker jeg på egne erfaringer såvel som min uddannelse som idehistoriker.

De første 20 episoder: Danskerne er ekstreme
I min bog Kulturspejlet og i podcastens første 20 episoder udfolder jeg den pointe, at dansk kultur er ekstrem og spænder ben for kulturmødet. Vores ekstreme kultur forklarer faktisk alt det, der går galt, når vi skal samarbejde og sameksistere med udlændinge. Jeg belyser eksempler på dansk kulturs særegne træk.

7 klummer om at blive udkantsdansk
Også internt i vores land er der kulturelle forskelle. Det oplevede jeg på egen krop, da jeg i marts 2020 flyttede fra Aarhus til Mors sammen med min mand og vores to døtre. Det skrev jeg en klummeserie om i 7 afsnit, som blev udgivet på POV International og nu kan høres i podcasten.

Frivillighed på Mors i 5 dele
Den nyeste serie handler om frivillighed på Mors. Mors er den kommune med allermest frivillighed, og det er der mange grunde til. Nogle er indlysende – andre overrasker dig helt sikkert. Lyt med, efterhåndensom de bliver udgivet i juli og august 2025.