Her står jeg på Kulturmødet på Mors i 2024 til en paneldabat om, hvad kunsten kan, når den flyttes helt ud i lokalsamfundene. Casen var et teaterprojekt kaldet ROD opført af MØR Collective, som blandt andet turnerede rundt til udvalgte forsamlingshuse på Mors. Det var en teaterinstallation med rekvisitter hentet fra forladte huse i Nord- og Vestjylland og tilsat et lydbillede med ord i digtform, som var skrevet ude i de forladte huse.
Forladte huse, dem kender vi meget til, os der bor i yderdistrikterne. Men der er altså noget med de forladte huse. De kan et eller andet. Jeg ved ikke, om det er er støvet, der lægger sig som et fortryllende slør over de brune og orange nuancer i 70’er-tekstilerne, eller om det er trygheden ved vores bedsteforældres indretning, der sætter gang i de nostalgiske følelser.
Jeg husker MØR Collectives ROD-projekt meget tydeligt, fordi det aktiverede sanserne. De havde opstillet det hele i en gammel gymnastiksal på en nedlagt skole, der nu er omdannet til medborgerhus. I denne her gymnastiksal med ribber og tov gik man så rundt med hørebøffer på i en installation af ting fra forladte huse, og man brugte lyttesansen og synssansen meget intenst under oplevelsen.
Kombineret med det nostalgiske i de gamle ting og det, at det fremkaldte personlige minder fra min barndom og især mine bedsteforældre – så lagrede oplevelsen sig dybt og satte samtidig i gang i tanker og følelser, især om forladte huse.
Udkantsnostalgi
Sidste sommer var jeg på Samsø, som har lidt den samme vibe som min ø Mors – dejlig natur og skøn ferieø med en nostalgisk fornemmelse af at være tæt på det oprindelige Danmark. Men hvor Samsøs huse var indbydende med velholdte stråtage og nymalet bindingsværk, er der virkelig mange forfaldne huse på Mors, som forstyrrer den udkantsromantik, der er en faktor for at tiltrække ressourcestærke borgere til øen.
Der kan være mange grunde til, at husene står tomme. Dødsfald, ufordelagtig placering eller andet. Men nogle gange er det også en kommunal beslutning, der rammer skævt. Det er tilfældet i min landsby, hvor man ikke ville føre offentlige kloak hen til vores ti huse, som ligger en smule væk fra landsbyens andre huse. Så vores huse har i mange år haft septiktank, hvilket fungerede fint. Men så registrerede man for høje bakterieværdier i vandmiljøet i en nærliggende bæk, og der kom påbud fra kommunen om, at hver husstand skulle omlægge til privat betalt biorensningsanlæg.
Desværre har flere af vores naboer ikke kunnet betale for dette biorensningsanlæg og måtte derfor flytte. Husene kan nu ikke sælges, fordi der er et kommunalt påbud på ejendommene, så ud af de ti huse står 3-4 tomme nu. Det er jo en stor procentdel, og så det har naturligvis en stor betydning for vores lokalområde. Det ser bare så mega trist ud, og det forhindrer andre i at få øje på de store glæder, der er ved at bo her.
Konsekvenserne ved forladte huse
Under paneldebatten talte jeg om konsekvenserne ved de forladte huse, der findes rundt om i landets yderområder. Jeg fortalte også, hvordan man i mit lokalområde har formået at afvægre disse konsekvenser, fordi en gruppe frivillige transformerede en nedlagt skole til et medborgerhus, der ellers bare stod og var helt forladt midt på byens hovedvej.
Jeg havde set i ånden, hvordan bygningen bare blev mere og mere forfalden. År efter år ville folk køre forbi skolen og se, hvordan malingen ville skrælle af, ruder blive slået ind og graffiti blive malet på murene. Ingen ville have lyst til at flytte til byen, og folk ville ikke kunne sælge deres huse.
Men heldigvis blev alt dette ikke til virkelighed, for en gruppe borgere fik søgt penge og etableret et fantastisk rum, hvor folk kan mødes og trives. Bygningen danner nu ramme om foreninger og borgerdrevne aktiviteter og altså kunstinstallationer.
I dette tilfælde kunne kunsten nå en ny målgruppe i den helt nære lokalbefolkning, der måske sjældent går i teateret, dels fordi det var et vedkommende emne (man kan nemt forholde sig til forladte huse her på øen), og dels var der nem adgang til kunsten i velkendte rammer.
Og det er det, rum kan. Danne ramme for oplevelser og møder mellem mennesker.
Mette Bærbach Bas er idéhistoriker.
Hun er ekspert i kulturmøder og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.
Mette er desuden en populær foredragsholder og besøger skoler, foreninger og virksomheder, hvor hun fortæller om dansk kultur, kulturmøder og det gode liv på landet.
Læs mere om Mette Bærbach Bas.
