Tilflytteren er min nyeste udgivelse. Det er en såkaldt udkantsroman, og den kan købes hos Forlaget Leitura. Her kan du læse en Q&A om tilblivelsen af bogen.
Hvad handler Tilflytteren om?
Tilflytteren handler om en journalist, Karen, der flytter til Mors fra hovedstaden sammen med sin mand Mads og deres to drenge, netop som corona bryder ud. De drømmer om ro, natur og det gode liv på landet. Mads falder hurtigt til med træsko og tagarbejde, men Karen rammer skævt i kulturmødet med de lokale. Hun skriver debatindlæg i lokalavisen om økologi, svinebønder og mink – det falder ikke i god jord. Den hadefulde tone i kommentarsporerne ender med at få meget virkelige konsekvenser for Karen.
Hvordan blev romanen til?
Jamen, det er en slags worst case scenario inspireret af mine egne dumheder, da jeg flyttede til et ø-samfund.
Som helt ny tilflytter skrev jeg et debatindlæg om økologi – det handlede om, hvor svært det var for en tilflytter fra storbyen af finde økologiske varer i butikkerne herude i landområderne – og det blev ikke vel modtaget. Jeg blev skældt så meget ud i en af de lokale Facebook-grupper, at jeg stoppede helt med at skrive debatindlæg. Det var den dér med, at alle ved, eller nemt kan finde ud af, hvor jeg bor. Pludselig var det ikke gratis at provokere. Det fik mig til at justere kursen og gå i gang med at lytte mig ind på, hvad det kræver at integrere sig på landet. For det ér en integration. Det forstod jeg lige der.
Men så kom jeg til at spekulere over, hvad der mon ville ske, hvis jeg ikke justerede kursen? Hvis jeg fortsatte med at være tonedøv for kulturforskellene og bare drønede derudaf uden at forholde mig til de nye vilkår – og på den måde opstod ideen om en kvinde, der flytter fra København til Mors. Hun skriver klummer i lokalavisen og lægger sig ud med lokalbefolkningen, fordi klummerne handler om svinebønder og om, at aflivningen af minkene nok var en god ide, fordi det jo er en invasiv art. Folk bliver enormt sure på hende, og der samler sig en fraktion på de sociale medier, og det ender med at få meget virkelige og meget ubehagelige konsekvenser for Karen.
Hvilke temaer berører romanen?
Romanen anskueliggør kulturforskellene mellem land og by, og det viser jeg med en masse sjove og tåkrummende scener. Den skriver sig ind i samtidens drøm om at træde ud af hamsterhjulet og få et roligt liv på landet med højt til himlen og luft i økonomien.
Men den handler også om den hårde tone på de sociale medier, som i denne bog ender i stalking og overfald. Den viser også nogle perspektiver på at integrere sig og om længslen efter at blive accepteret i flokken.
Romanen foregår under corona, og kigger man efter, finder man finurlige henvisninger og refleksioner over det at være i et fællesskab med alle dets begrænsninger og muligheder. For hvor meget skal jeg begrænse mig for andres skyld? Og er hvert eneste liv virkelig lige meget værd?
Hvorfor skrev du bogen?
I de seneste år har mine tekster handlet om det, små lokalsamfund kan, når det kommer til fællesskab og livskvalitet. Det kommer helt naturligt af, at jeg flyttede fra Aarhus til Mors med min familie for fem år siden og har i den forbindelse gjort mig virkelig mange tanker og fået en dyrekøbt erfaring med at integrere mig i et ø-samfund.
Som tilflytter opdagede jeg hurtigt, at det, der virkede i storbyen, ikke virkede i det ø-samfund, jeg var flyttet til. F.eks. var jeg vant til, at det at være idéhistoriker, forfatter og russisk kulturtræner i sig selv var interessant nok til at bære en samtale. Men her på øen spurgte de bare: Hvad skal du bruge det til? Og så fik jeg et jo forklaringsproblem, for etnisk diversitet er ikke noget, man finder ret meget af her.
Det fik mig også til at indse, at jeg måtte anstrenge mig for at finde noget, jeg kunne bidrage med, som folk i lokalsamfundet rent faktisk kunne bruge. Jeg endte med at blive frivillig i en arbejdsgruppe, hvor vi søgte et ret stort fondsbeløb og dermed kunne renovere landsbyens nedlagt skole, så den blev et enormt fint medborgerhus. I dette projekt kunne jeg gøre en forskel med mine akademiske evner.
Alt det gjorde mig nysgerrig på de interne kulturforskelle mellem yderområderne og de store byer i Danmark. Hvilke værdier, der er i spil. Kan du nemmere slippe af sted med at være smart i en fart i storbyen? Vægter man ordentlighed højere på landet? Eller er det i virkeligheden en fordom? Alt det har jeg skrevet og talt rigtig meget om i mange forskellige sammenhænge.
Hvad karakteriserer dig som forfatter?
Jeg skriver ikke direkte autobiografisk, men jeg sørger for at opsøge og opleve de situationer, jeg skriver om, så jeg kan mærke og sanse dem. F.eks. skrev jeg engang en novelle om en næstehjælper, der handler dagligvarer for udsatte, og der handlede jeg selv dagligvarer for udsatte i et stykke tid, så jeg kunne mærke, sanse og opleve stemninger og få de relevante tanker.
I Tilflytteren har jeg enten opsøgt situationerne med vilje eller har naturligt oplevet mange af scenerne, og så har de lige fået et ekstra nøk fortællemæssigt og er blevet gjort fiktive og relevante for den historie, jeg vil fortælle. Men romanen har et lokalt afsæt i og islæt af Mors – det er der ingen tvivl om. Læserne skal kunne smage og dufte og se øen, og de skal kunne mærke hovedpersonens frustrationer og ikke mindst frygt, efterhånden som spændingskurven og handlingssporet omkring stalkingen tager til.
Hvordan skiller denne roman sig ud fra andre bøger om udkanten?
Bogen er bygget op på den måde, at den fortløbende fortælling om Karen med mellemrum brydes op, hver gang hun udgiver en klumme. Så er avisklummen og læsernes kommentarer trykt med i bogen. Så den er underholdende at læse.
Jeg er personligt vild med den måde, forlagets grafikerteam har lavet avistegninger til klummerne og sat SoMe-kommentarerne op, så de ligner noget, man scroller igennem på de sociale medier. Det giver en anderledes læseoplevelse, som jeg synes rigtig godt om.
Hvad vil du gerne sige og vise med romanen?
Overordnet vil jeg gerne kommunikere, at livet på landet er et godt liv. Det er ikke uden grund, at tidsånden tegner en drøm om at flytte på landet og komme tættere på naturen. For der er bestemt muligt at få mere tid, mere ro, mere plads og – måske – flere penge mellem hænderne. Jeg kender mange, der ligesom jeg selv har opnået det her på Mors.
Men man skal gøre sig umage. For virkelig at trives i de små lokalsamfund skal man investere sig selv i fællesskabet og gøre sig tanker om, hvordan man kan bidrage. Hvad andre kan bruge en til. Man skal have en ydmyg tilgang til det at bosætte sig i et lille lokalsamfund, og man skal virkelig passe på med, som min kære hovedperson Karen, at læne sig op ad en overbevisning om, at man er bedre, klogere, smartere eller mere veluddannet end naboerne, bare fordi man kommer fra storbyen. Så er der stor risiko for at blive fastlåst i en ”dem og os”-mentalitet eller for at ende med at skabe sig et nyt ekkokammer af andre tilflyttere.
Vi kan alt for nemt overse kvaliteter hos hinanden, hvis vi fokuserer på det, der er anderledes. Fordi man gør tingene anderledes, behøver de ikke være forkerte. Så jeg tænker, at min budskab er, at man skal gøre sig umage med at behandle hinanden ordentligt og med respekt – både på de sociale medier, ude i virkeligheden og især inde i ens eget hoved.
Mette Bærbach Bas er idéhistoriker.
Hun er ekspert i kulturmøder og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.
Mette er desuden en populær foredragsholder og besøger skoler, foreninger og virksomheder, hvor hun fortæller om dansk kultur, kulturmøder og det gode liv på landet.
Læs mere om Mette Bærbach Bas.
