En folkeskoleklasse uden danske børn

”Aya, Berat, Malak…” – min mand og jeg løber navnelisten igennem, efter vores pige er startet i 0. klasse på den lokale folkeskole. ”Hov, der er da en, der hedder Alberte,” siger min mand og tror sig sikker på gevinst i lotteriet om danske børnenavne. ”Nej, hun skiftede skole, et par uger efter de var startet,” kan jeg fortælle, og vi må konkludere, at ingen af os har vundet.

Den eneste pige med et dansk navn er vores. Hun hedder Sif, og hun er halvt tyrker. Der er også et par andre børn i klassen, hvor den ene forælder er etnisk dansk. Klasselæreren er heller ikke dansk. Hun er fra Sydafrika og taler perfekt dansk, dog med tydelig accent.

Da vi skulle vælge skole til Sif, talte vi om netop dette scenarie. Skal vi vælge skolen på den anden side af vejen, som tager en meget stor andel af børn fra den nærliggende ghetto, eller skal vi vælge en privatskole, hvor børnene sandsynligvis kommer fra mere velsituerede familier?

Hvad var vi egentlig bange for?

Den var svær. Vi ønsker ikke dømme nogen, men på den anden side gjaldt det vores barns fremtid, og så tager man jo ikke så mange chancer. Men hvad var det i grunden, vi var så bange for ved at vælge skolen med 4/5 børn af anden etnisk herkomst? At skolen ikke ville være dansk? At vores pige ville få kriminelle venner? At der ville være flere ressourcekrævende børn i klassen, så det gik ud over fagligheden?

Det praktiske hev os i den anden retning: Tanken om at skulle køre fem kilometer mellem hjem og privatskole hver morgen og eftermiddag var ikke så tiltalende som at bruge fem minutter på at gå over til den lokale skole. I øvrigt havde vi ikke hørt noget dårligt om den lokale skole, tværtimod rangerer den blandt byens tre bedste skoler. Vi havde faktisk kun vores egne fordomme, der talte imod valget af skolen med de mange ikke etnisk danske børn.

Vi endte med at vælge fællesskabet forstået på den måde, at lokalområdet betyder meget, når man er seks år og gerne vil lave legeaftaler på egen hånd og selv lære at gå til og fra skole. Og så var vi ellers nysgerrige på, om vores fordomme blev gjort til skamme.

Nu har Sif gået i skole to måneder, og vi kan konkludere følgende:

Hun har opretholdt sit niveau af danskhed. Dog siger hun nogle gange ”Walla – jeg sværger!”, når hun vil understrege, at noget virkelig er sandt.
Hun er ikke blevet kriminel, og vi har heller ikke oplevet kriminalitet, selvom vi har haft flere af klassekammeraterne med hjem til legeaftale.
Hun kan læse, skrive, regne, løbe og lege præcis på niveau med de af hendes venner, der går på en skole med større fordeling af etnisk danske børn.
Hun har lært, at tøj kan være mange ting: overtøj, undertøj, nattøj, utøj, vasketøj, syltetøj og legetøj.
Hun kan navngive mere end 15 insekter og har bygget sit eget terrarium, hvor hun har udklækket en natsværmer og har tre mariehøns, der hedder Marie, Mahøne og Marolle.
Hun kender teksten til ”I østen stiger solen op”.
Hun kan mærke og udtrykke sine følelser, for de har et projekt om det i skolen, og det har virkelig givet resultater.
Hun har lært, at man skal møde til tiden, sidde stille, række hånden op, stå i kø og vente på sin tur.
Hun har opdaget, at det kan være svært at finde nogen at lege med i skolegården.
Hun og alle de andre børn – uanset etnicitet – bærer rundt på præcis den samme skoletaske: Lego Friends til pigerne og Lego Ninjago til drengene.

Kort sagt er hun blevet præsenteret for folkeskolens kerneværdier: faglighed og fællesskab. Det samme gælder alle de andre børn i klassen med ikke-danskklingende navne. Selvom Sif stadig står opført på ventelisten til en af byens privatskoler, er det efterhånden min fornemmelse er, at hun kommer til at stå der længe.

Denne klumme er udgivet i samarbejde med POV International.