Kulturel appropriation: Hvad er problemet egentlig?

Kulturel appropriation er et begreb, som ikke er ret udbredt i dansk debat. Måske burde den have mere spalteplads. Noget tyder i hvert fald på, at emnet kunne tåle en gennemgang. Lad os begynde med at definere kulturel appropriation: Appropriation betyder tilegnelse, og kulturel appropriation betyder, at man bruger andre kulturelle elementer i sin egen kultur. som f.eks. symboler, tøj eller særlige handlinger og skikke.

Det er i sig selv ikke problematisk, at man lader sig inspirere af andre kulturers symboler og skikke. Det er sådan kulturer og civilisationer har udviklet sig gennem århundreder. Problemet opstår, når den kulturelle tilegnelse sker uden tilstrækkelig respekt for den kultur, man låner fra.

LEGO Bionicle

Der findes mange tilfælde af kulturel appropriation. Også fra vores eget lille hjørne af verden. Lejetøjsproducenten LEGO udviklede i 2001 Bionicle-serien af LEGO-produkter. Seriens figurer havde i første omgang navne, begreber og stiltræk fra maorier i New Zealand. Maorierne er et oprindeligt folk med en stærk kulturel tradition. De følte sig udnyttet og følte, at LEGO profiterede på deres kultur uden at have spurgt om lov. Nogle af de ord, som LEGO brugte, blev anset for hellige ord, og maorierne følte sig krænket over, at disse ord blev brugt i et lejetøjsunivers.

Efter at være blevet gjort opmærksom på det har LEGO ændret navnene på figurerne, stederne og guderne i Bionicle-universet. Men alligevel har vi her et eksempel på, hvordan et oprindeligt folks kultur bliver udnyttet af en stærkere part. Om det er en bevidst udnyttelse, er jeg ikke sikker på. Og det er også noget af det, der gør kulturel appropriation til en svær størrelse at diskutere og håndtere.

Turbaner på catwalken

Sagen er bare, at kulturelle symboler er flotte at se på. Det har modeindustrien fundet ud af. Derfor vil du ofte se modeller med symboler, tøj, frisurer, tatoveringer eller makeup, der kan føres tilbage til oprindelige folk og minoritetskulturer. Men hvorfor er det et problem?

Det bliver et problem, når modeindustrien bruger kulturelle symboler, som har en særlige betydning for den pågældende kultur, og sætter disse symbolker i en kontekst, der ikke respekterer den oprindelige betydning.

F.eks. da Gucci producerede en blå turban til 790 dollar (5355 kr) og sendte modellerne ned af catwalken iført denne turban. Dette oplevede sikher som meget krænkende. Dels fordi deres turban er en religiøst funderet hovedbeklædning, og dels fordi Gucci tydeligvis tjente så mange på noget, som de ikke selv havde fundet på.

Sombrerohatte til udklædningsfester

Vi så også et eksempel på kulturel appropriation i Danmark i september 2018, hvor der var en debat om nogle studerende på Københavns Universitet, som klædte sig ud som mexicanere med sombrerohatte til en udklædningsfest. Blandt de studerende var en mexicaner, som klagede over temaet, og det fik universitetet til at gribe ind og ændre temaet fra Mexico til en hattefest. Det gjorde man, fordi der ikke skulle være nogen, der følte sig udenfor.

Med til historien hører også, at mange blandede sig i debatten og mente, at man tog det for nært, og at man jo så slet ikke kunne klæde sig ud længere. En udklædningsfest er jo nok det sted, hvor du kan blive allermest krænket, hvis du gerne vil blive det.

Det handler dybest set om, hvilken tilgang man har. Det er naturligvis ok at have en sombrero på til en hattefest. Men det kan være problematisk at lave en fest, som er bygget på stereotyper om den mexicanske kultur. Det vil blot skabe endnu flere fordomme og få nogen til at føle sig uden for fællesskabet.

Kulturel appropriation i folkeskolen

I folkeskolen er der risiko for kulturel appropriation, når eleverne holder Fastelavn og Halloween. Dette er sandsynligvis ikke tilsigtet hverken fra elevernes eller lærernes side.

Når man klæder sig ud, bør det ske med en bevidsthed om og respekt for oprindelsen af de symboler, som man imiterer. Ellers risikerer man at krænke andre kulturer. Det er f.eks. ikke sjovt at være den eneste grønlænder i klassen, og så se at nogle elever i parallelklassen har klædt sig ud som grønlændere til fastelavn og måske endda gengiver den stereotype opfattelse af ”en fuld grønlænder”.

Da jeg selv udførte kulturel appropriation

Jeg er jo meget interesseret i andre kulturer, og jeg har faktisk været skyldig kulturel appropriation uden at være bevidst om det og bestemt uden at ville det. Jeg har en masse flotte russiske ikoner på min væg. Men jeg bekender mig ikke til russisk ortodoks tro. Det er ikoner, jeg har købt på mine mange rejser i Rusland og i Østeuropa.

En gang havde jeg en russisk veninde på besøg. Hun syntes, det var lidt ubehageligt, at jeg havde brugt russiske ikoner som pynt. For hende var det jo en hellig ting. Min russiske veninde blev ikke sur på mig. Hun forstod godt intentionen bag. Men det har alligevel fået mig til at tænke meget over, hvornår mine handlinger kan opfattes som krænkende.

Appropriation eller anerkendelse?

Problemet med kulturel appropriation er, at det kan være svært at afgøre, hvornår der er tale om tilegnelse og anerkendelse. Som jeg ser det, går grænsen mellem kulturel appropriation og kulturel anerkendelse lige dér, hvor de personer, der tilhører kulturen, føler sig krænkede. Det er en meget svær ting at måle, og det kan også være svært at være på forkant, da man jo ikke altid kan gætte sig til, hvad andre tænker og føler.

Der er rigtig meget på spil, og det vil være forkert at skyde skylden på krænkelseskulturens fremmach i disse år. Det handler om mere end det, nemlig om at de store udnytter de små.

Kulturel appropriation er ofte blevet sidestillet med kulturelt tyveri. Her er det vigtigt at bemærke, at vi ikke taler om, at nogen køber et smukt tørklæde med hjem fra Rusland eller drikker af et testel fra Kina. Der skal naturligvis være plads til, at man – som jeg gør med det russiske – kan fordybe sig i en fremmed kultur og nyde alle dens facetter, uden man skal være bange for at krænke andre med sin begejstring.

Når man dyrker andre kulturer

Jeg vælger nogle gange at bære et smukt russisk tørklæde og en ukrainske bluse med traditionelt blomsterbroderi. Det gør jeg, fordi jeg synes, de er smukke. Jeg gør det også, fordi jeg har et særligt tilhørsforhold til de to kulturer og derfor gerne vil lade dem være en del af min identitet.

Jeg holder f.eks. russiske vetjerinkaer for mine russiske veninder, hvor jeg laver russisk mad, og vi åbner champagneflasker med sabel. Det er populært og sjovt og mine russiske veninder oplever det langt fra som krænkende. Man kan måske argumentere, at jeg dyrker en russisk stereotyp. Men jeg lukrerer og udnytter ikke den russiske kultur.

Kulturel appropriation er når personer, der tilhører en majoritetskultur, bruger elementer fra en minoritetskultur  uden at vise tilstrækkelig respekt for sidstnævnte kultur. Som eksemplerne med turbanen på calwalken eller LEGO, der ikke spurgte om lov, før de brugte det oprindelige folks hellige ord til at beskrive legetøj.

Kulturel renhed er en farlig vej at gå

Der synes i disse år at være en identitets- og kulturkamp i gang, hvor man helst skal definere og afgrænse sig så meget som muligt fra andre. Det er en farlig vej at gå efter min mening. Vi kan ende med at lukke os om os selv i små ekkokamre og ikke tillade påvirkning udefra. ”Hold dig væk fra min kultur, og så holder jeg mig væk fra din.”

Dette fokus på at definere identitet og fremelske kulturel renhed handler måske dybest set om tilhørsforhold. At vi som mennesker har brug for at føle, at vi hører til i en større sammenhæng. Hvis denne sammenhæng udvandes, fordi andre kommer og plukker hist og her og sætter det sammen på en ny og for os måske helt forkert måde, så bliver det utrygt. For hvad hører vi så til?

Det, Kirsten Birgit siger

Men denne frygt for kulturel appropriation tages også for vidt, når instruktøren Jannik Splidsboel kritiseres for at lave en dokumentarfilm om aboriginals, når han ikke selv er aboriginal. Hvis vi af frygt for at krænke ikke tør handle, er den ved at være gal.

Lad mig slutte med at citere Kirsten Birgit fra Den Korte Radioavis på Radio24syv:

Kulturel appropriation, Vorherre bevares! Det er jo det, som hele vores oplysningstid går ud på, at låne det bedste fra kulturer rundt omkring. Hvis man ikke kan få lov til at tage idéer og udveksle dem på tværs, hvad skal man så?

 

---