Familien Bas
Blog

Kulturmøde med det bedste fra begge kulturer

Vores to små piger har en dansk mor og en tyrkisk far. De færdes hjemmevant i begge kulturer og på begge sprog. Når vi holder jul hos mine forældre i Vendsyssel, synger de med på salmerne i kirken, danser om juletræet og stiller risengrød ud til nissen.

Når deres tyrkiske farmor og farfar inviterer til bayram-fest (afslutningen på ramadanen) i Fredericia, kysser de på hånd og får slik og pengesedler af de voksne og spiser baklava (en kage i sukkerlage) med største nydelse.

Så nemt et kulturmøde har det ikke altid været. For børnene, jo, men ikke for min mand og mig.

Svinekød eller dåb

Da min mand og jeg havde mødt hinanden og kunne mærke, at vi gerne ville skabe en fremtid sammen, skulle vi pludselig tage stilling til ting som barnedåb og svinekød. Som om der ikke var nok kanter, der skulle slibes af i et nyt forhold, så havde vores altså en ekstra dimension: kulturforskellene.

Jeg er selv døbt og så det som en selvfølge, at mine børn skulle døbes. Min muslimske mand kunne derimod ikke stå inde for, at vi på barnets vegne bekræfter trosbekendelsen, der som bekendt kalder Jesus for Guds søn. Omvendt var jeg ked af, hvis børnene ikke måtte spise svinekød og hele tiden skulle passe på ikke at komme til det.

Vi endte med et kompromis, der var rigtigt for os. De børn, vi forhåbentlig ville få, blev ikke døbt, men måtte gerne spise svinekød. Så kunne de senere selv vælge, om de ville døbes eller stoppe med at spise svinekød. Det gav mening for os, og det gjorde, at vi kunne sige ja til hinanden i kirken. Vi ønskede at tage det bedste fra begge kulturer i stedet for at begrænse os selv og børnene.

Det skulle senere vise sig, at vi næsten ikke lægger mærke til, at vi er et tokulturelt ægteskab. Min personlige teori er, at vi ikke mærker kulturforskellene, fordi min mand og jeg er omtrent lige (lidt) religiøse. Jeg ynder at se mig selv som kulturkristen og ham som kulturmuslim.

Et kulturmøde som er berigende, ikke begrænsende

Netop denne credo – at tage det bedste fra begge kulturer – har været løsningen på de få og små udfordringer, der har været efterfølgende. Vi fokuserer på, hvad vi kan vælge til, så kulturmødet bliver berigende, ikke begrænsende.

F.eks. når jeg studser over en – for mig – underlig tyrkisk skik med at kalde børnene grimme. Tyrkerne siger ofte til de små børn i et kærligt tonefald: ”Hvor er du en grim, grim lille pige/dreng”. Det gør de for at skabe balance i forhold til den ekspressive kærlighed, de overøser børnene med.

Nu kunne jeg jo have valgt at frabede mig, at min svigerfamilie kalder mine piger grimme. Måske endda med henvisning til det lave selvværd hos unge piger, vi oplever i disse år. For ikke at tale om den helt absurde dyrkelse af unge pigers udseende. Men jeg vælger i stedet at omfavne forskelligheden. Børnene kan sagtens mærke, at det er kærligt ment.

Vi brugte også værdien om det bedste fra begge kulturer, da vi skulle vælge skole til vores datter. (Hvis du har lyst, kan du læse mere om vores overvejelser i denne klumme).

Vi bor i et af Aarhus’ mest multietniske områder. Skolen over for vores hus tager en meget stor del af børn med anden etnisk baggrund. For os stod valget mellem en privatskole, hvor vores pige sandsynligvis ville få klassekammerater fra ressourcestærke danske familier eller den lokale folkeskole med al dens mangfoldighed.

Vi valgte mangfoldigheden til.

Rummeligt, ikke grænseløst kulturmøde

Fredelig sameksistens mellem kulturer er mulig, det er jeg sikker på. Det er en værdi i vores familie, og vi forsøger at praktisere den hver dag. Også når vores værdier skurrer mod andres. F.eks. oplevede vi et svært kulturmøde med en muslimsk mor i forbindelse med en legeaftale med hendes og mit barn. Hun lod det skinne igennem, at hun ikke brød sig om at være i vores hus, hvis min mand var hjemme.

Var det rimeligt, når det nu er hans hjem? Nej, slet ikke. Men vi valgte at være pragmatiske, og han var alligevel på arbejde i det tidsrum. For os var det vigtigere, at børnene fik mulighed for at lege. Vi valgte relationen mellem børnene til.

Efterhånden som børnenes verden bliver større og mere mangfoldig, bliver vi udfordret på vores ønske om at rumme kulturforskellene. Ovenstående er et eksempel, hvor vi kunne mærke, at det faktisk gik over vores grænse. Jeg tror ikke, vi vil tage sådan et hensyn næste gang. Og vi tog egentlig kun hensynet, fordi min mand ikke var hjemme alligevel.

Måske er det en forudsætning for det kulturelle kompromis, at man kan sige pyt en gang imellem. Samtidig er det vigtigt at gøre sig overvejelser om, hvad man er parat til at rumme, så man ikke får sine grænser overtrådt i rummelighedens navn.

Selvom vi forsøger at være rummelige, er vi jo ikke grænseløse. Vi lægger os ikke fladt ned for alle fremmede kulturer. Men vi bor som nævnt i et meget multietnisk område, og det hjælper ikke at udelukke og nægte at forstå intentionen bag.

Det bedste fra begge kulturer

Når der opstår et kulturmøde eller et kultursammenstød, leder vi efter intentionen og fokuserer på det gode og får det i spil. Som vi har gjort med svinekød og dåb, tyrkernes vane med at kalde børn for grimme, skolevalget og den muslimske mor, der ikke ville have min mand hjemme under legeaftalen.

På den måde kan vi vise vores børn, at de ikke er delt mellem to kulturer. I stedet har de dobbelt op af det bedste fra begge kulturer.

Derfor fejrer vi både jul og bayram. Vi giver børnene to sprog. To lande at kalde deres hjem. To verdensreligioner at vælge mellem (eller fravælge), når de føler sig klar. De vokser op som kulturrige mennesker i en mangfoldig verden. Som jeg ser det, er det den bedste måde at ruste dem til en flerkulturel fremtid i Danmark og i resten af verden.

At det så måske er lettere for os, fordi vi ikke er specielt religiøse, er et forbehold, som naturligvis også skal tages. Det er alt andet lige en støre udfordring at møde andre mennesker med åbenhed, hvis man sværger til yderliggående ideologier – og det gælder både i politik, kultur og religion.

Forudsætningen for at gå på kompromis er som bekendt, at man kan favne og rumme andet end sig selv. I ordets egentlige forstand.

Denne klumme er udgivet i samarbejde med POV International.

 

 

Gratis kurser om russisk kultur fra ruslandsekspert Mette Bærbach Bas

Mette Bærbach Bas er idéhistoriker med ekspertise i russisk kultur.

Hun er ekspert i kulturmødet og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.

Mette er desuden en populær oplægsholder og besøger skoler, i foreninger og på virksomheder, hvor hun fortæller om dansk og russisk kultur.

Læs mere om Mette Bærbach Bas.

Del dette

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *