Disclaimer: Jeg skriver om en kulturforskel, og derfor generaliserer jeg for klarhedens skyld – og for at gøre det hele lidt sjovere. Hvis du som indadvendt tyrker eller sprudlende vendelbo ikke kan se dig selv i den følgende tekst, så har du måske en ven eller veninde, den passer på.
Kender du det, når noget er for tyndt. Når det er blevet lidt for blegt og gennemsigtigt? Det kan være et glas sød blandet rød saft, hvor der er kommet lidt for meget vand i, så nu er smagen blevet vandig og kedelig.
Sådan har jeg det tit, når jeg skal vise mine følelser. For inden jeg belemrer andre med dem, fortynder jeg dem næsten altid med vand, så de ikke smager for stærkt. At mine følelser serveres i denne her fortyndede tilstand, det tænker jeg tit på, når jeg er sammen med min tyrkiske svigerfamilie.
I Vendsyssel, hvor jeg er vokset op i 1980’erne, var det ikke udbredt at sætte ord på sine følelser. Følelser var, at det gjorde ondt, når man skrabede knæet på asfalten efter et styrt på cyklen. Op igen, ingen grund til at græde, det skal bare gås væk.
Selvfølgelig kendte vi til ord som sorg, smerte, vrede, glæde og lykke, men det var på et abstrakt og afmålt plan. Det var i hvert fald ikke noget, man blev opfordret til at nuancere, perspektivere og mærke efter, hvor det sad i kroppen.
De voksne talte ikke om deres følelser og viste dem kun sjældent. Det blev nærmest betragtet som pinligt for en, hvis det kom til et ukontrolleret følelsesudbrud foran andre. Man skulle helst undgå, at der kom for meget volumen på. For så blev der set skævt til en.
Som barn hørte jeg indimellem de voksne tale sammen om sådanne udbrud: ”Hørte du, hvordan Hansen hidsede sig op og råbte hen over hækken den anden dag? Hvornår lærer han at styre sit temperament.” Eller: ”Så sad hun der i hjørnet og flæbede hysterisk som et lille barn. Bare fordi hendes mand havde danset med en anden. Det venter man altså med, til man er alene.”
I Vendsyssel gør man andre en tjeneste ved at fortynde sine følelser. Man skuer ned for volumen og dæmper armbevægelserne. På den måde belaster man ikke andre. Man sparer også sig selv for ubehagelige oplevelser. Fordi – på grund af denne her ”følelsernes fortyndingspraksis” er omgivelserne nemlig ikke trænet til at håndtere store følelser konstruktivt, så det kan ende nemt blive akavet eller sårende for en selv, hvis man først slipper tårerne eller vreden løs. Better safe than sorry synes at være devisen, når det kommer til at vise følelser i det vendsysselske.
Og således forberedt til livet rejste jeg væk fra Vendsyssel og ud i verden.
Ude i verden mødte jeg min mand og hans familie. De viser følelser på en helt anden måde. Hvor mine følelser videreformidles som tynd, opblandet saft, kommer deres til udtryk som en kop kraftig tyrkisk kaffe med masser af kaffegrums i bunden, der ikke er bange for at være til besvær, og som lægger sig som et let knasende lag på tænderne.
Min tyrkiske svigerfamilie danser, når de er glade. De skælder ud, når de er sure. Ingen er i tvivl om, hvordan alle andre har det indeni, for det afspejles en-til-en udenpå.
I Vendsyssel bruger vi et udtryk: At komme fremmed til sig selv. Jeg kan bedst beskrive det, som hvordan man har det, når man første gang skal spise aftensmad hjemme hos ungdomskærestens familie. Man føler sig enormt selvbevidst og dobbelttjekker alt inde i hovedet, inden det bliver sagt højt ud over frikadellerne.
Udtrykket ”at komme fremmed til sig selv” kender tyrkerne ikke. De er ikke fremmede for hverken deres egne eller andres følelser. Der er både volumen og store armbevægelser, og det i et omfang hvor jeg slet ikke kan være med. Jeg prøver. Men når jeg svinger mig op på den helt store vredes- eller glædesklinge, så snitter mit tandhjul blot deres nederste gear.
Som når min svigerinde kaster sig ud i en spontan dansekonkurrence en weekend, hvor vi alle samlet, og jeg til min skræk indser, at lige om lidt er jeg nødt til at deltage, fordi hele den tyrkiske musik er i gang på stuegulvet, og jeg stadig sidder helt akavet i sofaen og desperat gemmer hovedet i telefonen og mumler noget med en meget vigtig mail.
Eller når min svigermor støvsuger og benytter lejligheden til samtidig at skælde min svigerfar ud over, at han endnu ikke har fået varmen i gulvet til at virke. Hendes udbrud, der skal være ret højlydte for at overdøve støvsugeren, virker som en slags ekstra benzin til den ellers ret uinspirerende rengøringsopgave. Imens sidder jeg og holder alle mine skilsmissetraumer i hånden. Sammen holder vi vejret og forsøger at kode os frem til, hvad de smældende ordvekslinger på tyrkisk mon handler om.
Når jeg så forsøger at danse med eller skrue lidt op for attituden, blegner jeg uvilkårligt i sammenligning som den fortyndede saft, jeg nu engang er. Jeg overvejer, om jeg skal få trykt et T-shirt, hvor der står: ”Ny Nordisk Ro – jeg mærker en masse, men viser det ikke.” Men jeg ved bare, at dens design i enkle, kølige og stilfuldt afdæmpede farver øjeblikkeligt ville blegne i forhold til alle de vilde farver og mønstre på de andres t-shirts.
Hvis jeg lyder misundelig, så er det fordi, jeg er det. Jeg beundrer deres armbevægelser og deres mange ord, og jeg ville ønske, at jeg var lige så tryg ved at vise alle mine følelser. De er hurtige til at blive vrede og glade og lige så hurtige til at falde ned igen. De mener ikke ret meget med de store udsving, og så er luften renset. De bærer ikke nag over små ting.
Men nogen, der bærer nag, det er os vendelboer. Måske endda gennem flere generationer. Og det skaber et tryk. Trykket skal udlignes, ellers sker der en eksplosion, men i stedet for at sige tingene direkte, foretrækker vi vendelboer en lun ironi à la Niels Hausgaard, hvor man kan slippe sine frustrationer og aggressioner ud mellem sidebenene eller – hvis det virkelig presser sig på – en sarkastisk kommentar.
Problemet er, at det ikke renser luften. Det lægger blot endnu større afstand til tilliden og trygheden i relationerne. Problemet er også, at ironi sjældent virker på andet end ens eget modersmål. Derfor vil udlændinge sjældent forstå nuancerne og blot sidde tilbage med forvirring, misforståelse og endnu mere afstand.
Jeg tror, at denne her kulturforskel på, hvor stort tryk der er på følelsesbarometeret, er nøglen til at forstå nogle at de konflikter, der kan opstå mellem nytilkomne danskere og de danskere, der har været her i landet i mange generationer. Vi kan alt for nemt overse kvaliteter hos hinanden, fordi vi enten synes, de andre larmer eller er for reserverede. Men sagen er, at de afdæmpede og de højtråbende har brug for hinanden til at skabe balance og vækst. Så må vi tage det ubehag, der følger, med – eller alternativt finde ørepropperne frem, når svigermor tænder for støvsugeren.
Dette blogindlæg er også indlæst på lydfil. Find det på denne side.
Mette Bærbach Bas er idéhistoriker.
Hun er ekspert i kulturmøder og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.
Mette er desuden en populær foredragsholder og besøger skoler, foreninger og virksomheder, hvor hun fortæller om dansk kultur, kulturmøder og det gode liv på landet.
Læs mere om Mette Bærbach Bas.
