Udgivet i Skriv en kommentar

Derfor skal du give kulturelle anvisninger

Kulturelle anvisninger

En kulturel anvisning er en venlig og hjælpsom oplysning på rette tid og sted, der hjælper til at begå sig bedre i den kulturelle kontekst. Det kunne f.eks. være en hurtig bemærkning om, at i Danmark tager man skoene af, når man træder ind i et privat hjem.

Du har måske selv oplevet, hvor rart det er at få et tip om, hvordan du skal opføre dig, når du er i udlandet. Så slap du for at jokke i spinaten lige i den situation. Jeg krummer tæer, når jeg tænker på en middag, jeg var til med den danske ambassadør i Rusland. Den foregik på et hotel, og det var nogle lidt fancy omgivelser med sådan et meget bredt bord til måske 30 personer med et stort blomsterarrangement midt på den store hvide dug.

På bordets ene langside var den midterste stol trukket lidt ud. Da vi blev bedt om at sætte os, gik jeg hen til den stol, der var trukket ud –  og ja, det var så den, som ambassadøren skulle sidde i. Jeg følte mig som den største klaptorsk, da flere af de andre – mere erfarne udi diplomatiet – prøvede at forhindre mig i at sætte mig. Alle kiggede på mig, og ambassadøren, som var super sød, lavede en joke og endte med at få mig til bords. Jeg kunne have gravet mig ned!

Kulturelle anvisninger er en stor hjælp

Jeg er stor tilhænger af kulturelle anvisninger, og jeg synes, at vi danskere kan blive meget bedre til at give dem. Måske holder vi os tilbage, fordi vi ikke vil blande os eller ikke ønsker at konfrontere nogen eller gøre nogen flove. Men det er en skam, for det sinker integrationen meget, når vi ikke tager vores rette ansvar på os i kulturmødet. Det er vores ansvar som kulturbærere at anvise andre om korrekt adfærd. En velplaceret bemærkning kan nemlig betyde en enorm forskel.

Lad mig give et eksempel fra min egen hverdag. Først lidt forhistorie: I kølvandet på krigen i Ukraine kom der flygtningebørn i mine børns skole. I den første tid var der mange praktiske udfordringer. Især lærerne kom på overarbejde på grund af de sproglige udfordringer. Ved hjælp af oversættelsesapps, tolke og tidens gang fandt børnene sig til rette i klasserne. Men forældrene stod nu over for en udfordring, som ingen rigtig tog sig af at løse. De skulle integreres i den danske forældregruppe, og de skulle præsenteres for rollen som forældre i det danske skolesystem.

Nu ved jeg ikke, om du har skolebørn. Hvis du har, så ved du, hvor meget det kræver at holde sig orienteret på Aula, holde styr på fritidsinteresser, klassearrangementer og børnefødselsdage. Forestil dig så, at du skal gøre alt dette på et fremmed sprog og i en fremmed kultur. Det er en umulig opgave uden kulturelle anvisninger.

Første skoledag uden penalhus

Derfor er det en kæmpe hjælp, når nogen fortæller dig, at man i klassen har aftalt, at alle giver 20 kroner eller en gave af tilsvarende værdi til børnefødselsdage. Eller hvad med oplysningen om at du til barnets første skoledag skal udstyre dit barn med en skoletaske OG et penalhus komplet med spritnyt viskelæder og fine farveblyanter i alle regnbuens farver. Jeg husker stadig udtrykket på et par ukrainske forældres ansigt, da de første skoledag så alle børnene hente deres nye penalhus op ad tasken, og deres pige ikke havde noget. For de vidste det ikke, at der skulle være et penalhus. De troede, at skoletasken var nok.

Der kan naturligvis en sprogbarriere i et sådant tilfælde, og det afholder nok mange fra at tage kontakt. Men nu kunne jeg jo lidt russisk, for jeg har studeret det som ung, så jeg sørgede for at oversætte de første indbydelser til klassefødselsdage og klassearrangementer og skrive beskeder med info om alle de små praktiske ting, som er underforstået i vores kultur.

Kulturel samtale

Og nu til eksemplet: Nogle måneder efter de ukrainske flygtningebørn var startet i klassen, var der et forældrearrangement med spisning. Jeg vidste godt, at sådan et klassearrangement ville være anderledes, end hvad man plejer i ukrainsk kultur, så jeg gik hen til de nye forældre og forklarede dem, at i Danmark tror vi på, at børnene lykkes bedre i skolen, hvis forældrene har det godt sammen socialt. Derfor skulle de gøre en ekstra indsats for at snakke med de danske forældre og ikke kun med hinanden.

Bagefter gik jeg rundt til de danske forældre og mindede dem om, at vi skulle huske at snakke med de nye forældre. Selvom de ikke kan ret meget engelsk, så kan vi altid smile og se dem i øjnene og måske præsentere os for dem.

Måske var jeg lidt irriterende, for man vil jo helst bare gøre, som man plejer. Men det var godt givet ud. For vi endte med at sidde en 8-10 forældre omkring et bord. De danske forældre spurgte interesseret og åbent ind til ukrainernes liv og oplevelser her i Danmark. Først var jeg tolk, men stille og roligt fandt de en måde at kommunikere sammen på engelsk.

Det var ret fint at betragte dem tale sammen. Begge parter var generte og usikre, men der blev dannet en relation. Dybest set er relationen det, alle kulturmøder handler om. Jeg tror, at den samtale omkring bordet gjorde en forskel for ukrainerne og hjalp dem med at blive integreret i forældregruppen. Jeg tror egentlig også, at den gjorde en forskel for de danske forældre. Og jeg tror, at vi alle kan gøre en lille bitte forskel for andre, hvis bare vi tør flytte os lidt ud af komfortzonen og give en kulturel anvisning hist og her. Hvad vil du f.eks. gøre for at hjælpe andre til rette i vores danske kultur?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *