Udgivet i Skriv en kommentar

Mulighedernes ø

Mulighedernes ø

Mulighedernes ø er et citat, jeg har lånt af Gitta Malling, som er direktør på Limfjordsteatret. Hun er flyttede til Mors for 20 år siden og har siden dengang været med til at udvikle det lille forsamlingshusteater til at være et anerkendt egnsteater, etablere at stort scenekunsthus og være en af drivkræfterne bag Kulturmødet på Mors. Hun har ofte udtalt, at Mors er mulighedernes ø, og at hun har langt større arbejdsrum og kan tiltrække flere spændende samarbejdspartnere på Mors og i Thy end f.eks. i København.

Jeg flyttede til ”mulighedernes ø” for fire år siden. Det var under den første coronanedlukning, og det var frygtelig kedeligt. Men det gjorde os godt. Ingen tvivl om det. Efter en række hektiske børnefamilieår i Aarhus med busstoppested og bandeopgør lige uden for vores soveværelsesvinduer, var det en lise for krop, sjæl og sind at lande i et lille hus på landet. Her lyste ingen gadelygter ind i vores stuer om natten, og der var ingen bilstøj – faktisk var der ingen mennesker.

”Vi får græsset til at gro”

På et tidspunkt skrev jeg en debatklumme om, hvor kedeligt jeg syntes, det var at bo på landet, fordi det mest spændende at følge med i var, hvor meget afgrøderne på marken var vokset. Til dette skrev en morsingbo denne kommentar: ”Her på Mors kigger vi ikke på græsset, der gror. Vi får det til at gro”.

Jeg synes, det er noget af det mest rammende, der nogensinde er blevet sagt om morsingboer, og jeg tror, det passer på de fleste af landdistrikternes små lokalsamfund. Det pudsige var nemlig, at efter en tilvænningsperiode uden storbyens konstante stimulans var det, som om initiativet begyndte at ulme i mig. Jeg fik ideer, hvilket ikke er nyt. Det nye var, at jeg fik masser af opbakning til at realisere dem.

Som nu dengang jeg skrev en julebog med min datter. Vi udgav den som en selvudgiverbog, og jeg henvendte mig til den lokale boghandler, som uden tøven tog bogen i kommission. Han lod os holde bogreception i boghandlen og satte store plakater op med bogen foran boghandlen. For bogen var lokal, og det lokale sælger, som vores gode boghandler Bent siger. Den var næppe gået hos en af de store boghandlere i Aarhus.

Bakker op om initiativet

Foreningslivet står stærkt i de små lokalsamfund. Det er mit indtryk, at man fra barnsben er vant til at sidde med i bestyrelser, deltage i arbejdsdage og hjælpe til ved små og store arrangementer. Man er også vant til at ”få græsset til at gro” ved selv at tage fat og få tingene til at ske. Hvis andre tager initiativ, er man hurtig til at bakke op. Det oplevede jeg selv med Møllerlunden, som ligger lige i udkanten af den lille landsby, vi bor i.

Det hele startede en dag, hvor jeg hentede min dengang 10-årige datter og hendes to klassekammerater fra klub. Vi kørte hjem i bilen, og de tre piger sad på bagsædet og snakkede om, at det var ærgerligt, at der ikke var en legeplads i vores lille landsby. Pigerne mente, at den jo sagtens kunne ligge i Møllerlunden, en ubrugt grund hvor der engang har været nogle legeredskaber. De blev hurtigt enige om, at de jo kunne tjene penge ved at lufte hunde for folk, og på den måde kunne de jo etablere legepladsen. Handleplan og finansieringen var simpelthen på plads, inden vi ramte indkørslen.

Forældrene bakkede op om børnenes initiativ. Et par måneder efter havde vi etableret shelter og bålplads. Nogle kendte et savværk, der kunne levere en shelterudstillingsmodel til en meget billig penge, andre havde en frontlæsser (en traktor med en grab foran) til at transportere shelteren. En familie ville gerne stå for at klippe græsset, og andre ville hjælpe med at skaffe fodboldmål, som vi satte op. Det gik simpelthen så nemt.

Arbejdere og tilflyttere

Psykolog Josephine Wiis, som bor på Mors, har en teori om, at morsingboerne historisk set har været nødt til at bakke op om initiativer for at overleve som øsamfund. Hun deler indbyggerne på øen op i to grupper: arbejderne og tilflytterne. Arbejderne er dem, der kan følge sine rødder på Mors mange generationer tilbage. De har for det meste korte uddannelser og arbejder, bor og lever på Mors med børnene fast forankret i foreningslivet. For arbejderne er pligten til fællesskab og traditionelle konservative dyder vigtige at opretholde. Tilflytterne kommer typisk fra større byer. De er højtuddannede og er flyttet til øen for at leve et liv med natur og nærvær. Ofte køber tilflytterne ind på værdier som selvrealisering, bæredygtighed, klimabevidsthed, hjemmeskoling og selvforsyning.

Når de to grupper mødes, blomstrer initiativet til gavn for lokalområdet. Tilflytterne kommer med input ideer og masser af drive og gåpåmod, og arbejderne har kontakterne og de praktiske ressourcer samt en iboende villighed til at bakke op om gode initiativer. Hvis man ikke lukker det fremmede ind, sygner samfundet hen. Derfor er Mors lykkes så godt med at udvikle sig, mener Josephine Wiis. Hun skriver i en klumme til KunMors:

”Den storslåede natur, vi har på øen, trækker kreative mennesker hertil, og de bliver og slår rødder. De sender et ekko af forandring ud i de gamle fisker- og landbrugsfamilier. De mødes og danner venskaber på tværs. Dialogen og nysgerrigheden bliver født. Potentialet er stort, hvis vi ønsker at se det.”

Nemmere at få øje på

Personligt er det min erfaring, at man er nemmere at få øje på i det små samfund. Det er ikke så rart, når man har dummet sig, og alle ved det lige med det samme. Til gengæld er det nyttigt, når man har noget på hjerte.

For en ret gennemsnitlig og ikke super karismatisk person som mig har det været en fordel at komme ud på landet, hvor konkurrencen ikke er så stor. I storbyen går der tretten på dusinet af idealistiske humanister med forkærlighed for at skrive. Men på Mors er der ikke så mange af os, så jeg får en større gennemslagskraft, når jeg udgiver noget.

Mit 2024-nytårsforsæt er at deltage i en gudstjeneste i hver af øens 34 kirker og hver gang udgive en beskrivelse om oplevelsen. Kirkebeskrivelserne er lokale og bliver læst og delt af de lokale. De får relativt stor bevågenhed, bliver genoptrykt i de respektive kirkeblade, og præsterne kommenterer på opslagene. Allerede til den fjerde gudstjeneste genkendte præsten mig. Er der ikke dig, der skriver på Facebook om vores kirker?

Nærmere til toppen

I de små samfund er der i sagens natur nærmere til toppen og til at opnå indflydelse, hvis man ønsker det. Jeg kom hurtigt med i et netværk for erhvervskvinder på Mors, og her har jeg direkte adgang til f.eks. kommunaldirektøren og øens virksomhedsledere. Har jeg brug for en anbefaling eller ”en vej ind” et sted, har jeg mange muligheder for det.

Det er også ret ligetil at søge indflydelse og ansvar og gøre en forskel på det lokale plan gennem frivillighed i menighedsråd, bestyrelser og foreningslivet. Du skal bare møde op.

Der er heller ikke så mange ansøgere til indflydelsesrige stillinger i Udkantsdanmark, så konkurrencen er ikke så hård. Den lave konkurrence betyder ikke, at der så kun er middelmådige ansøgere i feltet. Det betyder derimod, at en anden type ansøger kan komme i betragtning. Ansøgere i Udkantsdanmark behøver ikke larme og bruge tricks for at skille sig ud og blive set. De kan i ro og mag vise deres substans og lade den være udslagsgivende.

Du kan få dine projekter og mål realiseret, hvis du er villig til at gøre en indsats. Flid og dygtighed lønner sig mere end at se smart ud og kende til fancy ord og begreber. Hvis du er typen, der holder ord og er til at stole på og ellers forsøger at behandle andre ordentligt, så står verden åben for dig her i Udkantsdanmark.


Om Mette Bærbach Bas

Mette Bærbach Bas er idéhistoriker med ekspertise i russisk kultur.

Hun er ekspert i kulturmøder og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.

Mette er desuden en populær foredragsholder og besøger skoler, foreninger og virksomheder, hvor hun fortæller om dansk kultur, kulturmøder og det gode liv på landet.

Læs mere om Mette Bærbach Bas.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *