Udgivet i Skriv en kommentar

Udkantsdanmark – en tilflytter falder til

Udkantsdanmark

Udkantsdanmark er det, vi typisk kalder yderområderne i Danmark. Det er de mindre befolkede landsdele, der ligger langt fra de store byer. Når man læser aviser og debatindlæg eller hører politikere tale om emnet, kan man nemt få den opfattelse, at Udkantsdanmark er et stort samfundsproblem. Men når man selv bor i yderområderne, så er det for de fleste bare det sted, man bor.

Det har været mit sted at bo de sidste fire år. I denne artikel vil jeg fortælle, hvordan det har været for mig at flytte til Udkantsdanmark efter 20 års kosmopolitisk storbyliv i Aarhus og andre af Europas storbyer. Jeg giver eksempler på, hvordan udkanten har ændret mit udsyn og min måde at være i verden på.

Hvis du har konstruktive input til emnet, er du velkommen til at skrive i kommentarfeltet. Hvis du vil vide mere om mine foredrag, kan du se dem her: Foredrag om kulturmøder.

Fra ghettoen i Gellerup til Mollerup på Mors

Jeg flyttede fra Aarhus til Mors i marts 2020 sammen med min mand og mine to piger, som dengang var 4 og 7 år. Det har jeg skrevet om i en klummeserie på POV International. Jeg tror faktisk, jeg var nødt til at skrive om flytningen, fordi det kom bag på mig, hvor stort et kultursammenstød det var for os at flytte to timer nordvest på i lille Danmark.

Det lyder måske mærkeligt, men mange måder var det som at flytte til et andet land. Jeg har boet i Sverige, Frankrig, Belgien, Luxembourg og Rusland. Min svigerfamilie er fra Tyrkiet. Så jeg kender lidt til at indgå i kulturer, som er forskellige fra min egen. Alligevel er det i det såkaldte Udkantsdanmark, jeg har følt mig mest anderledes, ensom og uden for fællesskabet. Men det kan jeg hverken klandre Udkantsdanmark eller dens indbyggere for. Personlighed og en række ydre omstændigheder har spillet ind. Blandt andet coronaepidemien, som brød ud, netop i de dage vi flyttede, og gjorde det ekstra svært for os at indgå i nye fællesskaber.

Skiftet fra overflødig til nyttig

Når man står uden for fællesskabet og ikke rigtig kan ”bruges” af nogen, fordi man ikke har skabt relationer endnu, kommer der en underlig og ubehagelig følelse af at være til overs. Det har Stine Pilgaard beskrevet godt i bogen Meter i sekundet. Den følelse kæmpede jeg med de første par år på Mors, indtil jeg fandt fodfæste i frivilligt arbejde. Jeg var så heldig at blive inviteret med i en styregruppe for at udvikle et medborgerhus. Det blev min måde at bidrage og høre til. Jeg indså, at jeg var nødt til at blande mig med de lokale på deres vilkår og komme med noget, som de kunne bruge.

Siden er jeg kommet med i et netværk af øens erhvervskvinder, og blandt disse kvinder finder jeg megen inspiration og nyder meningsfulde samtaler og spændende oplevelser. Sammen med min datter udgav jeg en julebog til børn, som blev solgt i den lokale boghandel. Det var også med til at give os anerkendelse og fik os til at føle, at vi hørte til på Mors og kunne ”bruges” til noget. Jeg har også taget initiativ til at anlægge en legeplads sammen med andre forældre, så vores børn har et sted at mødes i det helt nære lokalområde.

Det nære og det lokale er nøgleordene. I min erfaring skal man fokusere på det stedlige frem for det interessebaserede fællesskab, når man vil falde til på landet. Alt det vidste jeg ikke, da jeg lige var flyttet til og skrev den klummeserie på POV om, hvor svært det er at falde til i udkanten. Set i bakspejlet hjalp det vist ikke på min personlige integration. Klummerne blev opfattet som en kritik – og kritik, det er de trætte af, dem der bor i udkanten.

Debatten om Udkantsdanmark

Når man lytter til debatten om Udkantsdanmark, så er det gerne på melodien om, at byfolk kritiserer ting, der ikke fungerer i yderområderne, og landfolk forsvarer sig med, at byfolkene ikke ved noget om, hvordan det er at bo på landet. Eller også er det sådan nogle som mig, der tager det på sig at fortælle byfolkene om, hvordan det i virkeligheden er at bo på landet, for vi har jo prøvet begge ting og ser os selv som de perfekte oversættere og mæglere. Jeg ved faktisk ikke, om der er brug for netop det.

Måske handler det i virkeligheden om forskellige måder at være i verden på, og at den ene måde ikke er bedre end den anden? Yderområderne tilbyder noget andet og medfører et andet afsagn end de store byer.

Når man bor i udkanten, er der langt til storbyens saloner, men salonerne er faktisk heller ikke så eftertragtede her. Efter fire år på Mors har jeg ændret perspektiv. Jeg synes, det er meget vildere og langt mere meningsfuldt at være med til at anlægge en legeplads til glæde for 20 af børnene fra nabogårdene end at kloge mig på en café i Aarhus sammen med verdensfjerne akademikere. Måske er det fordi, jeg er blevet ældre. Men jeg tror snarere, at Udkantsdanmark ændret min verdensopfattelse fra det fjerne og abstrakte til det nære og konkrete. Det har gjort mig mere ydmyg, kan jeg mærke. Jeg tror, det klæder mig.

Læs mere:


Om Mette Bærbach Bas

Mette Bærbach Bas er idéhistoriker med ekspertise i russisk kultur.

Hun er ekspert i kulturmøder og har skrevet bogen Kulturspejlet, som fortæller, hvor ekstreme vi danskere er – uden at vi selv kan se det.

Mette er desuden en populær foredragsholder og besøger skoler, foreninger og virksomheder, hvor hun fortæller om dansk kultur, kulturmøder og det gode liv på landet.

Læs mere om Mette Bærbach Bas.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *