Lighed i Danmark er en illusion (og et nyttigt ideal)

Har vi lighed i Danmark, eller tror vi det bare? Det er måske ikke noget, man tænker over til daglig. For vi er da alle lige i Danmark, ikke sandt? Jeg mener, alle har jo én stemme, når der er valg. Og takket være det danske velfærdssamfund har vi alle lige muligheder, lige rettigheder og er lige for loven – er vi ikke?

Måske ikke helt. Vi er ikke alle født med berømte forældre, exceptionelle talenter eller millioner på bankbogen. Så når det kommer til stykket, har vi ikke alle de samme muligheder i livet og lige adgang til samfundets øverste hylde med al dens magt, indflydelse og privilegier. Måske er det endda sådan, at de mennesker, der har meget magt, også har meget indflydelse? Måske vægter deres stemme derfor lidt tungere? Måske er magtfulde mennesker endda i praksis hævet en smule over loven?

Det er spørgsmål, vi er nødt til at forholde os til, når vi beskæftiger os med dansk kultur. Godt nok er Danmark et af de mindst korrupte lande. Men det betyder jo ikke, at der ikke findes korruption i Danmark. Det samme gælder ligheden. Danskerne er meget lige i forhold til andre af verdens nationaliterer. Men er vi de facto lige? Nej. Bare spørg Annette Heick.

Øverste, øverste, ØVERSTE hylde

Til folkemødet på Bornholm i 2023 oplevede vi et godt eksempel på, at nogle mennesker har mere magt og flere privilegier end andre. Det var, da Annette Heick udtalte, at hun havde middagsgæster fra “øverste, øverste, ØVERSTE hylde”, og derfor kunne hun ikke have Rasmus Paludan til at demonstrere ude foran sit hus og ville have ham fjernet, så han ikke generede hendes gæster. Med et opkald til de ”rigtige mennesker” lykkedes det Annette Heick efter eget udsagn at blive fri for Paludan.

Optrinet blev filmen og lagt på BT’s hjemmeside. Herefter manifesterede der sig noget, der bedst kan betegnes som et folkeligt mindreværd i kommentarsporene. ”Hun tror da godt nok, at hun er mere værd end os andre!”

Det sagde Annette Heick imidlertid ikke noget om, at hun var. Hun fortalte blot, at hun havde gæster fra samfundets øverste, øverste, ØVERSTE hylde. Men vi var jo mange, der kunne regne ud, at vi ikke hørte til på denne særligt højt placerede hylde, siden vi ikke var inviteret.

Lighed som ideal

Hvorfor bliver vi så forargede, når Anette Heick fortæller, at hun har indfydelsesrige middagsgæster, og at hun bruger sine forbindelser til at få fjernet et forstyrrende element? Jeg tror, det er fordi, der mangler en bevidstliggørelse af, hvad lighed reelt er for en størrelse i Danmark. Vi danskere tror nemlig på fortællingen om, vi har universel lighed. At der er forskel på folk, harmonerer ikke med tanken om, at alle er lige meget værd. Derfor opfører vi os, som om vi har krav på ligheden, og derfor bliver vi forargede, når nogen viser os det modsatte.

Det er et mønster, vi lærer vores børn allerede i klasselokalerne: Alle skal dele lige meget slik ud til fødselsdage, og man må kun give en gave, der koster 20 kroner, for så kan alle være med. Her ser vi et eksempel på, at når vi møder en lighedsforskel, prøver vi at udligne den med et regelsæt.

Trods disse forsøg på at opsætte regler er alle ikke lige i Danmark. Men vi lader som om. På den måde fungerer lighed nemlig som et ideal, vi pejler efter, og som sådan har ligheden haft en meget gavnlig funktion i vores samfund. For vi er ikke så langt ude i ekstremerne som andre lande på parametre som f.eks. fattigdom, religiøs ekstremisme eller ekstrem rigdom. Lighed er derfor en af vores samfunds søjler.

Meget lighed og lidt hierarki

Meget lighed og lidt hiearaki er to af årsagerne til, at vi lykkes så godt som samfund og land sammenlignet med resten af verden. Vi er gode til at implimentere ny viden, og vi er gode til at være pragmatiske og løsningsorienterede. Som når hjemmehjælperen selv tilrettelægger sit arbejde inden for nogle udstukne rammer, fordi han er den nærmeste til det. Eller når lederen efterspørger input fra dem, der har fingrene i mulden, så hun er sikker på at nå frem til den bedste løsning.

Eller som min mand måtte erkende, da han for et par uger siden var i Frankrig med sit arbejde og skulle hjælpe dem med at implementere nogle løsninger, det danske team have udviklet. Franskmændende kunne ikke tilpasse sig i samme tempo som danskerne, fordi magthierarkiet stod i vejen. Medarbejderne længere nede i hierarkiet var nødt til at vente på godkendelse af selv de mindste ting, før de kunne komme videre. Det bremsede processen.

Nu er det ikke fordi, vi ikke har et hierarki i Danmark. De hierarkiske forskelle er bare ikke altid så tydelige som i andre lande. I Danmark er de heirarkiske markører mere skjult, så derfor er det nok ikke noget, man taler så meget om eller har fokus på. Det er først, når vi får uligheden demonstreret åbenlyst, at vi reagerer. Som nu eksemplet med Annette Heick.

Selvom ligheden er en illusion, stræber vi efter at være lige. Det er godt. For det er ligheden, der har medvirket til tryghed og tillid i vores samfund. Vi skal med andre ord kunne rumme, at lighedstanken er både en illusion og et ideal – og idealet virker kun, hvis vi accepterer at opretholde illusionen.

Læs mere:

Jeg har optrådt som kilde i en artikel om netop dette emne i Kristeligt Dagblad. Artiklen kan du læse på dette link, som desværre kræver login: Vi danskere lader, som om vores ideal om lighed passer på virkeligheden. Desværre er det en illusion

Hvis du vil læse mere fra min pen, kan du her finde to artikler om lighed i Danmark på webtidsskriftet POV International:

• Hverdagsdansk: Er lighedstanken et selvbedrag?
• Hverdagsdansk: Lighedens pris – er Danmark blevet for lige?

---