Sengetider som kulturforskel

Havde du faste sengetider som barn? Og hvis du selv har børn, har de faste sengetider?

Som dansk forælder har man lært, at det er afgørende vigtigt med faste sengetider. I starten er det sundhedsplejersken, som indprenter den nye far og mor, hvordan babyen bedst hjælpes til at følge døgnets rytme gennem faste, rolige rutiner. Senere er det skolelærernes alvorlige ansigtsudtryk, der indskærper, at det altså er forældrenes ansvar, at børnene møder undervisningsparate (læs: veludhvilede) i skole, for ellers er de overhovedet ikke i stand til at modtage læring.

Ligesom de fleste andre børnefamilier sætter vi derfor aktiviteterne på lavt blus efter aftensmaden. Det har vist sig at være praktisk. Vores to djævleyngel bliver nemmere at få til at sove, og de tager ikke for meget af vores voksentid, hvor vi bare gerne vil have lov til at sidde i fred og stirre formålsløst ind i vores telefoner. Så vi har faste sengetider. Der er med andre ord ingen børn, der render ud af hoveddøren efter klokken otte.

Sådan er det selvfølgelig ikke alle steder. Måske har du siddet på en italiensk restaurant og lagt mærke til, at der ved de andre borde sidder små børn og spiser primo, secondo og dolce til foruroligende sent om aftenen – og du tænker måske forarget, at de børn da burde ligge i deres senge, eller i det mindste trygt slumrende og let savlende op ad deres mor eller far med en jakke trukket omsorgsfuldt hen over sig.

Måske har du været på ferie i Tyrkiet eller Grækenland, hvor det er almindeligt at støde på børn, der leger på gaden, længe efter det er blevet mørkt. Eller herhjemme har du måske befundet dig i et storcenter efter klokken otte om aftenen og lagt mærke til børn, der løber rundt og leger foran de aftenlukkede butiksfacader, og måske har din hjerne per refleks formuleret og hvisket en fordømmende sætning i dit øre: Hvem ser egentlig efter disse børn? De burde da ligge i deres senge nu!

De faste sengetider ligger fast

Man skal ikke google ”faste sengetider” ret meget, før det står klart, at flydende sengetider er roden til alt ondt, og de faste af slagsen kan kurere snart sagt hver ubalance eller udfordring hos dit barn – og dig selv med, for den sags skyld. Det er en af de faste overbevisninger, vi abonnerer på i vores kultur, og som regulerer vores adfærd. Børns faste sengetider er så stærkt indprentet i vores kultur, at vi end ikke overvejer, at andre måske har en anden måde at gøre det på, og at det måske virker fint hos dem.

Når klokken nærmer sig sengetid, sætter man ikke ting i gang på de dage, hvor børnene skal op og i skole næste dag. Vores nabodreng ringer ikke på hos os klokken halv otte for at høre, om min datter kan lege. For på det tidspunkt er han og hans små søskende i gang med at blive puttet af forældrene. Det samme er tilfældet i noget nær alle de andre huse i vores lokalområde, hvor der bor børn. Og hvis det ikke er tilfældet, så er det uden for normen og potentielt et problem.

Når de faste sengetider udfordres

Nu forstår du måske bedre mine tanker og reaktioner i den aften, vi fik to ekstra piger med hjem fra fodboldkamp. Den historie får du her:

Det er en tirsdag aften i september. Min datter på 11 år er til fodboldkamp i en by, som ligger 50 minutters kørsel væk, så det tager længere tid end sædvanligt at køre hjem fra kampen. Det er min mand, der kører hende. Da han kommer hjem, har han to piger med fra min datters klasse. De er ukrainske og kan ikke ret meget dansk. Klokken er over otte, og jeg kan mærke, at jeg er forhippet på med at få hældt noget aftensmad i min trætte datter, så hun kan komme i bad og på hovedet i seng.

Det virker ikke til, at de to piger bliver hentet foreløbig. Den ene pige taler i telefon med sin mor. Mange gange. Uden der rigtig sker noget. Sprogbarrieren gør det sværere at finde ud af, om der er lavet nogen aftale om afhentning. Jeg tilbyder gentagne gange at køre pigerne hjem. For nu nærmer klokken sig efterhånden ni, og ungerne skal jo i skole i morgen. Men moren kommer, siger pigen. Har hun adressen? spørger jeg. Det ved pigen ikke.

Det er jo bare en kulturforskel

Nu kan jeg mærke, at irritationen trænger sig på. Hvorfor har de forældre ikke styr på deres børn? Hvad det været mig, ville jeg da have ringet og lavet en klar aftale om kørsel flere dage forinden. Nu står jeg her med to ekstra børn, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Endnu værre er jeg forhindret i at lægge mine egne børn i seng.
Jeg bliver med andre ord trigget.

Men så slår det mig pludselig. ”Gud, Mette – det er jo bare en kulturforskel!” De er ukrainere og lige flyttet, faktisk flygtet til Danmark. Forældrene har ingen jordisk chance haft for at lære at forstå og følge de normer, vi har her.

Se på dig selv: Ja, vi har faste sengetider, og danske forældre er sandsynligvis verdensmestre i at mikroplanlægge deres børns aktiviteter efter årelang træning i at arrangere legeaftaler, koordinere samkørsel til fritidsinteresser og navigere i Aula-beskeder. Men dette ekstreme niveau af planlægning og kontrol kan vi jo ikke forvente af udlændinge, der kommer til Danmark. Det tager årevis at få det ind under huden. Og der er jo heller ingen, der siger, at vores måde er hverken den eneste eller den bedste fremgangsmåde. Måske kunne det endda gavne at give lidt slip.

Se på den anden: I østeuropæisk kultur er relationerne ikke bundet op på effektivitet og udkomme. De er bundet op på at være sammen og på se hinanden an. Tiden er ikke en faktor, der er tilliden til gengæld. Kan jeg regne med dig? Kan jeg stole på dig? Staten har historisk set ikke været pålidelig og troværdig, endsige tryg, så mange østeuropæere vender sig mod hinanden, deres nærmeste netværk for at få tingene til at fungere.

Se på forskellen: I et kontrolleret, trygt og forudsigeligt samfund som det danske er effektivitet, planlægning og optimering muligt. Selv børns sengetider. Det er det ikke i et omskifteligt samfund som Ukraine, hvis befolkning har oplevet revolutioner, enorme samfundsideologiske omvæltninger og krig. Langtidsplanlægning er en by i Rusland.

Håndter forskellen: Efter den erkendelse bliver det pludselig meget nemmere at være mig i denne situation. Jeg varmer ekstra mad til de ukrainske piger, skærer en vandmelon ud og foreslår min datter at hente vores lille dværghamster og vise den til sine nye klassekammerater. Det ender med at blive helt hyggeligt, og der går ikke længe, før moren holder i indkørslen. Mit gode humør smitter af på moren, som glæder sig over, at jeg kan tale en smule med hende på ubehjælpeligt russisk. Vi bliver enige om, at pigerne sagtens kan lege sammen en anden dag, og så kører de.

Kulturmetoden

Når vi befinder os i en situation, hvor vores normale tillærte reaktionsmønster kommer til kort, bliver vi usikre. Det sker hyppigt i kulturmødet, for kultur er summen af en afgrænset gruppe menneskers tillærte fælles reaktionsmønstre. Kulturmødet og især kultursammenstødet sker, når et fast reaktionsmønster kolliderer med et andet fast reaktionsmønster. Den usikkerhed, man føler i en sådan situation, kan afhjælpes gennem en hurtig refleksionsøvelse: Se på dig selv – se på den anden – se på forskellen – håndter forskellen. Denne refleksion hjalp mig til at rumme, at børnenes faste sengetider blev udfordret. Metoden har jeg uddybet i bogen Kulturspejlet. Den er enkel:

Bid mærke i, hvad der sker, når du pludselig mærker stærk følelse, der står i urimelig proportion til situationen. Du er blevet trigget. NB: Husk også at tænke personlighed ind. Er du sådan en, der hurtigt farer op, eller er du meget konfliktsky af natur, så kan det også være en for dig normal psykologisk reaktion.

Når du er trigget, så træk dig et øjeblik og find ud af, hvad der triggede dig. Spørg dig selv, hvorfor du blev trigget, og om det kan have noget at gøre med dine kulturbårne værdier, relateret til f.eks. hierarki, lighed, tillid, styrke, magtforhold, individualisme, tidsforståelse, følelsesudbrud, tilhørsforhold og lignende.

Sæt dig derefter i den andens sted. Hvordan ser verden ud fra hans eller hendes udgangspunkt? Hvilke vilkår er den anden rundet af? Det behøver ikke indebære timelang research. Dine første indskydelser kan som regel bruges til at få dig videre. Når du har info nok til at danne dig et billede af, hvad kulturforskellen handler om, skal du håndtere den.

Når en kulturforskel skal håndteres, kan du trække på en række værktøjer: Nogle gange handler det om at vise rummelighed og forståelse, andre gange kræver situationen, at du sætter en grænse eller giver en tydelig adfærdsanvisning.

Uanset om du vælger at bære over eller tage et aktivt skridt til at forandre situationen, så husk at blive på egen banehalvdel. Du kan ikke lave modparten om, kun ændre det, der ligger inden for din eget kontrol: dit perspektiv og dine reaktioner.

Læs mere:

• Hvor kommer alle mine fordomme dog fra?
• Dansk kultur er ekstrem – her er hvordan
• Kulturmøde med det bedste fra begge kulturer

---