Danskhed – Føler du dig dansk?

Danskhed er et omstridt begreb. Umiddelbart burde det være nemt at definere: Danskhed er vel det, der er dansk. Ligesom venlighed er det, der er venligt. Men fordi danskhed i vore dage er et identitetsbegreb, kommer danskhed til at handle om, hvad man føler. Er man er noget, fordi man føler det? Kan man være noget uden at føle det?

Lad mig starte hos mig selv: Jeg føler mig 100 % dansk. Det føler jeg nok, fordi jeg er født i Danmark, og det er alle i min familie, så længe tilbage nogen kan huske. Vi taler dansk og følger de danske kulturelle traditioner. Det kan f.eks. være den mad, vi spiser, og måden vi fejrer højtider på. Når jeg forholder mig til verden eller til vores historie, så er det også med Danmark som udgangspunkt. Da jeg var ung, rejste jeg meget i udlandet, og der sammenlignede jeg altid Danmark med det land, jeg befandt mig i.

Jeg har spurgt min mand, om han føler sig dansk. Han er født i Middelfart, men hans forældre er fra Istanbul i Tyrkiet. Han siger, at han ikke føler sig dansk. Han føler sig heller ikke tyrkisk. Hvis han skal sige noget, så føler han sig som europæer.

Det multikulturelle Danmark

Jeg er født i 1981 og voksede op i en lille by i Vendsyssel, der hedder Nørhalne. I den by havde vi en kort overgang en libanesisk familie, og børnene gik på min skole. Der var også en af ”de voksne” i byen, der var fra Grønland. Ellers var alle andre i byen og på skolen danske. Jeg havde altså en meget monokulturel omgangskreds. Man talte ikke ret meget om multikultur i medierne, da jeg var barn og ung. Vi blev heller ikke undervist i det i skolen. Jeg vil derfor ikke mene, at jeg er vokset op i et multikulturelt samfund.

Det betød nok, at jeg som barn og ung var ret uvidende om andre kulturer. Alt, hvad jeg vidste om f.eks. muslimer var, at de ikke måtte spise svinekød. Jeg havde også set en film, der hedder ”Ikke uden min datter,” hvor en muslimsk mand fra Mellemøsten bortfører sit barn fra barnets amerikanske mor.

Fordomme om de andre

Når man ikke ved ret meget om andre, så kommer der nemt fordomme. Da jeg mødte min kommende mand, og han gerne ville være kæreste med mig, svarede jeg, at det kunne jeg ikke, fordi han var tyrker. Jeg ville gerne have, at mine fremtidige børn kunne spise svinekød. I grunden var det en meget snæversynet kommentar, det skammer jeg mig over det i dag. Men jeg vidste ikke bedre dengang. Han blev faktisk også sur på mig. Vi blev heldigvis kærester alligevel.

Mine forældre er glade for deres svigersøn, og de har altid været søde ved ham. Men kendte ikke ret meget til muslimer, da jeg præsenterede ham for dem. Jeg husker, at min mor sagde: ”Han er da meget sød, men pas nu på, han ikke tager børnene med til Tyrkiet” . Hun havde også set filmen ”Ikke uden min datter”. Det er netop sådan, fordomme opstår. Når man ikke ved ret meget om den anden, og man så fylder informationshullerne ud med ting, man har hørt fra f.eks. medierne eller set i film.

En trussel mod danskhed?

Når mennesker møder noget, de ikke kender eller ikke forstår, er deres første indskydelse ofte at afvise det. Det er et naturligt instinkt. Det ukendte kan potentielt være farligt. Men indvandring er i min optik ikke en trussel mod danskhed og dansk kultur. Husk på, at selvom der er 15 % indvandrere i Danmark, så er der stadig 85 % etniske danskere i Danmark.

Til gengæld mener jeg, at manglende integration er et problem for vores samfund. Det er her, vi skal sætte kræfterne ind. Jo mere vi mødes og udveksler meninger på tværs af kulturer, jo større forståelse og rummelighed vil vi skabe. Vi skal møde det fremmede med åbenhed, nysgerrighed og respekt. Men vi må også være tydelige, give anvisninger og sætte grænser. Alt dette er redskaber til at skabe positive og konstruktive kulturmøder.

Gennem uddannelse og oplysning kan vi nå utrolig langt. Især de humanistiske uddannelser, hvor man beskæftiger sig med at forstå det, der er fremmed og anderledes. Jo bedre uddannelse, jo større rummelighed over for, at andre gør tingene på en anden måde, og at denne måde ikke nødvendigvis er forkert, bare fordi den er anderledes, og vi ikke forstår det.

På det praktiske plan skal vi omgås hinanden mere. Tilbringe tid med folk, der er anderledes end os selv. Det vil skabe mindre fordomme på den lange bane.

Danmark som foregangsland – nej!

Vi hører ofte Danmark beskrevet som et idealsamfund, som andre kulturer burde lære af. Sådan tror jeg ikke, man kan stille det op. Ethvert land og enhver kultur har deres egen vej at gå og udvikling at følge. Man kan ikke tage den danske kultur og bruge den som skabelon på andre kulturer. Vores land har en unik historie og en række helt unikke forhold, der har skabt grobund for den kultur, vi har i dag. Andre lande har deres unikke historie, og man kan ikke sige, at de bare skal gøre som os, og så får de vores resultater.

Men vi kan sætte grænser for, hvad vi vil tillade i vores samfund, og vi kan gennem samarbejde og samhandel påvirke andre lande i den retning, vi finder korrekt. Når vi f.eks. afbryder eksport til Rusland og bidrager med våben til Ukraine, er vi med til at styrke Danmarks idealer om demokrati og frihed.

Danskhed udvides over tid

Når vi beskæftiger os med danskhed, så skal vi også huske på, hvad danskhed ikke er. Det er ikke tyskhed, russiskhed eller kinesiskhed. Det er heller ikke jyskhed eller landsbyhed. Det er et samlebegreb, som hjælper os til at tale om det, der binder os sammen i en fælles kultur og værdisamling. En dynamisk størrelse, som modtager påvirkning udefra og selv påvirker. Vi mister altså ikke noget ved at få nyt tilført. Vi bliver rigere.

---